Brev til forældrene i børnehaven

Dette er et brev, jeg har skrevet til forældrene i børnehaven, så de har en lille fornemmelse af, hvem jeg er, og hvad jeg gør i børnehaven.

To the parents of A4

Dear Parents of A4!

I write this letter to you, to tell a little about myself and what I am doing here in the kindergarten.

My name is Naja Kastaniegaard, I am 26 years old and I come from Denmark. I was originally born in Korea, but I lived my whole life in Denmark.

I come from a teacher college in Denmark, where I could choose, to take a part of my education in a foreign country. I heard from other Danish student how nice it was to be here and that is why I chose Vietnam.

I am going to be here for six month and then I go back to Denmark, to take my final exams.

While I am here, I want to learn so much as possible, I would like to know, how a Vietnamese kindergarten is working and I want to be an active part, in the daily work with your children. I also wish to get much knowledge of the Vietnamese culture, so I can take part of the everyday life in the kindergarten.

I don’t speak any Vietnamese, but I speak English, so the way I am going to communicate with your children, is through the English language and through body language and hopefully I will learn a little of the Vietnamese language in time and then I will use that too.

 

 

I want to plan some activities, which I can do with your children. It could for example be some games, where I teach the children to sing some English songs. I am going to discuss what to do and how to do, with the teachers in the class and they will help me plan what to do.

I hope this letter made a little impression of my presents. If you have any questions, just ask and I will try to answer your questions, the best I can.

Sincerely
Naja Kastaniegaard

 

Endnu en uge er gået

Så er der allerede gået en uge til. Det er tirsdag, og jeg sidder her i min to timer lange pause og prøver på, at få skrevet lidt. Jeg kan jo lige så godt udnytte tiden fornuftigt, så jeg vil prøve at skrive lidt om, hvad jeg har fordrevet tiden med.

Jeg har selvfølgelig været i børnehaven hele ugen igennem, hvilket har været fint nok, lidt hårdt har det dog været, især også fordi, jeg nu er den eneste studerende her, så jeg har ikke rigtig nogen sparringspartner. Men lærerne har været søde og behjælpelige, så det har været rigtig rart. Jeg tror også, der er noget positivt i at være alene her i børnehaven. Det, at jeg er alene her, gør også, at jeg kommer til at lære de andre meget bedre at kende, jeg vil sikkert få nogle andre oplevelser, end hvis vi var to studerende. Jeg har indtil videre spist frokost med de andre lærere og siddet og snakket og diskuteret med dem i pausen, hvilket har været rigtig godt. Vi har bl.a. siddet og snakket om forskellighederne i en børnehave i Danmark og en børnehave i Vietnam og hvor forskellig Danmark og Vietnam egentlig er fra hinanden.

Efter en lang dag i børnehaven, er man bare træt, så der er ikke sket det helt store. Vi har spist ude hver aften, hvilket man jo har råd til hernede, da alting er så billigt. Det har været helt luksus. Man føler sig virkelig rig hernede, og det gør det heller ikke værre, at man kan kalde sig millionær hernede. Og som jeg vist nok har skrevet tidligere, kan man komme langt på sin SU hernede. I går spiste vi på en mere fin restaurant og maden var bare den lækreste mad. Jeg fik en forret og en fillét mignon og med drikkelse blev det i hvert fald under halv pris af, hvad man ville have skulle betale i Danmark. Ellers er alt så billigt, så billigt. Jeg vil prøve, at lave en liste med forskellige ting, så man kan sammenligne det med danske priser. En anden luksus, jeg har haft er, at jeg hver dag, har taget taxa til børnehaven. Når jeg skal derud holder der en taxa og når jeg skal hjem igen holder den klar igen. Det er de tidligere studerende, der har lavet en aftale med en taxamand om, at for et bestemt beløb, køre han frem og tilbage til børnehaven hver dag, det er super lækkert. Efter en lang arbejdsdag, stiger man bare ind i en taxa med aircon, skønt.

Fredag den 17/8 blev jeg af lærerne i min klasse inviteret ud. De kom og hentede mig derhjemme på deres motorbikes, hvor vi derefter kørte til en vietnamesisk restaurant. Det var smadder hyggeligt og maden var lækker og der var i hvert fald nok af den. De har allerede planlagt, at vi skal ud igen, og så vil de få syet en kjole til mig, hvilket er meget sødt af dem.

Ellers har det bare været en stille og rolig weekend, vi har været ude og gå lidt rundt, spist ude hver dag. Jeg har været ude med Randi, og spist noget lækkert sushi, hun er nu blevet min nye sushi partner. Vi skal i hvert fald ud et par gange endnu, eller mere end det. Jeg har vist ikke fået fortalt, hvem Randi er. Randi er vores roommate og har boet i huset siden vi kom. Da der har været et værelse ledigt er hun flyttet ind i det og så er det jo altid godt, at have en ekstra til at betale huslejen 🙂 Nej, Randi er rigtig sød og vi er glade for, at have hende i huset, især også jeg, for så er jeg ikke den eneste pige.

Jeg slutter her, men vender tilbage, jeg tror jeg vil prøve at sove lidt inden det går løs igen.

Billeder fra børnehaven

Morgengymnastik

Leg ude på legepladsen

De første indtryk fra Vietnam

Første tanker fra Vietnam

Nu er det vist på tide, at jeg får skrevet lidt på min blog. Det har været lidt sløvt med det. På den korte tid vi nu har været her, er der bare sket så mange ting. Både gode og nogle lidt mere triste. Vi er blevet fyldt med så mange nye indtryk, hvilket har tæret lidt på kræfterne og energien.

For at fortælle lidt om, hvad der sket indtil nu, kan jeg starte med vores afrejse. Søndag den 29. july var afrejsedag, alt var pakket og klart og med en del overvægt i bagagen, var jeg klar til, at tage afsted. Vi mødtes alle i lufthavnen, hvor vi sagde vores farvel og derefter drog vi afsted. Flyveturen var bare lang, der er ikke så meget at fortælle om den. Vi ankom til Bangkok tidlig morgen, hvor vi efter ankomst, fløj afsted til vores gate, hvor vi så skulle flyve til Hanoi, men no hurry, no worry, vi havde slet ikke behøvet, at skynde os, da der alligevel var et pænt stykke tid til afgang. Endelig landede vi i Hanoi lufthavn, hvor vi blev mødt af de tidligere studerende, Annelise og Claus. Det var rigtig rart, at de havde gjort sig tid til at komme ud i lufthavnen og hente os. Vi kørte hen til det sted, der nu skulle være vores hjem i de næste seks måneder. Efter ankomsten til huset, slappede vi lidt af efter den lange tur, hvor vi derefter gik ud og spiste på Highlander café. Efter vi havde spist tog vi ud til et sted for unge mennesker, hvor de mødes hver mandag og hygger sig og lære at snakke engelsk, det var smadder hyggeligt, og da det var Annelise og Claus sidste gang der, var der afskeds fest og hygge med kareoke.

Ellers har vi været ude at snuse lidt til Hanoi’s liv. Det er virkelig en omvæltning fra lille Danmark. Trafikken er vanvittig, alle prøve, at komme frem og ingen tager hensyn til hinanden. Motorbikes snor sig rundt i trafikken, som slanger (og dem er der bare mange af). Ingen viger tilbage for en eller stopper op, de undgår bare en. De kommer med en fart mod en, som kunne slå ihjel og man står bare og tænker HJÆÆLP, hvor de i sidste øjeblik så undviger en, og man står tilbage med hjertet helt op i halsen, og tænker pyh, der var jeg godt nok heldig. Vi har fået fortalt at man skal gå i moderat tempo, ikke stoppe op eller løbe, i hvert fald ikke hvis man har sit liv kært.

Vi har været ude med Annelise og Claus lige indtil de rejste tilbage til Danmark onsdag den 1. august. De har været rigtig gode til, at fortælle, forklare og komme med nyttig informationer. Vi har bl.a. været til middag med Dr. Lan, det er hende der styrer Sao Mai, hvor David og Jesper er i praktik. Det var en god aften med rigtig lækker mad.

Den 1. august var også den første dag i børnehaven. Lidt nervøs for at starte, men alt gik fint. Meget anderledes end jeg har været vant til. Alt det jeg var blevet fortalt hjemmefra, fik jeg selv oplevet, det var alligevel meget anderledes at stå i situationen end at høre om den. Nu var det først virkeligt. Dagen er struktureret og planlagt nøje, og det virker meget, som om at børnene skal ses og ikke høres. Det har været hårdt og efter en dag, er man total færdig, når man kommer hjem. Jeg kan allerede se en masse ting og muligheder man kan gøre og lave i børnehaven, hvilket, jeg vil gøre mig flere tanker om. Lærerne vil meget gerne have, at jeg lærer børnene engelsk og finder på en masse ting jeg kan lave sammen med dem, det har virket lidt uoverskueligt netop nu, da der har været, så mange andre ting man har skulle vende sig til, men jeg tror, at det vil blive nemmere med tiden og mere overskueligt, når man først har fået en hverdag op at køre. Børnene i børnehaven er simpelthen så søde og de har modtaget mig godt. Lige fra første dag fik jeg knus og kram. Børn har bare en fantastisk evne til at modtage og skaber hurtigt tillid til en, selvom de ikke kender en, og så er det lige meget, hvor fra i verdenen, børnene kommer fra, børn er børn.

En lidt mere trist nyhed er, at Charlotte har valgt at tage tilbage til Danmark, det er rigtig trist, men jeg håber, at du kommer godt tilbage og må få en god praktik derhjemme 🙂

I de næsten to uger der snart er gået, er der bare sket så meget. Og derfor kommer der først noget på min blog nu. Jeg vil prøve at være bedre til, at opdatere. Men ellers kig på David og Jespers blogs, de er blevet rigtig gode. De er flittige de to 🙂

Alle os der skal i udenlandspraktik

Brev til mig selv

Så er det snart virkeligt. Alle de tanker man har gjort sig om at tage afsted til Vietnam bliver snart en realitet. Det virker stadig helt uvirkeligt at jeg om en måned går rundt nede i Hanoi’s gader. Jeg glæder mig så meget til at tage afsted og er utrolig spændt på, hvordan de kommende seks måneder kommer til at foreløbe.

Nå, nu er det vist også på tide, at jeg får skrevet dette brev færdigt, vi rejser jo om to dage, aghhh, ja kun hele to dage. Jeg er så spændt som en flitsbue.

Det jeg kunne ønske mig af mit praktikophold er, at jeg får rykket nogle grænser, hvilket jeg næsten er sikker på, at jeg får gjort. Bare det, at tage et ½ år til Vietnam er en udfordring i sig selv og det, at være væk fra de trygge rammer og alt det vante.

Jeg tror, at kommunikationen bliver en stor udfordring, og kropssproget vil have en stor betydning. Det bliver vigtigt for mig, at udtrykke mig klart og tydeligt, da det vil mindske de misforståelser der måtte komme. Jeg kommer til, at bruge kropsproget meget, hvilke sikkert vil få en hel anden betydning for mig, end det hidtil har været. Jeg vil blive udfordret og finde andre dimensioner, der helt klart vil være lærerige.
Forskellene vil blive endnu en udfordring, de kulturelle og hinandes forskellige menneskesyn og værdier. Hvordan vil man indrette sig efter dem og jeg tænker også på, hvor anderledes og svært det kan blive, at leve i nogle helt andre rammer og regler, som er så forskellige fra, hvad man er vant til i Danmark. Hvordan skal jeg fx takle den uenighed, der måtte være, hvis jeg føler, at jeg ikke kan stå inde for noget der måske sker i børnehaven. Hvad gør jeg, hvis noget strider mod mine værdier og det jeg tror på?

Den betydning det vil have for mig, at være dansk i udlandet…

Mine savn vil være min kære familie og venner, maden fx det at bare kunne smøre sig en rugbrødsmad, det vil jeg savne. Jeg har gjort mig en teori om, at hvis jeg inden jeg rejser, når at spise alt det mad jeg tror, jeg vil komme til at savne, vil jeg blive så fyldt op og træt af det, at jeg derfor ikke vil komme til, at savne det, i de 6 måneder, jeg er væk. Dette har så betydet, at jeg har taget 1-2 kg. på. Men om det vil holde stik, vil tiden vise. Ellers tror jeg, at jeg nok skal komme på mange flere ting jeg vil savne, når jeg er dernede. Sikkert også julehyggen og stemningen til jul.