Rejsebrev

Enden på en fantastisk rejse er slut. De 6 måneder i Vietnam er gået rigtig hurtigt og det er helt underligt, at man nu skal vende sig til alt det danske igen.

Oplevelserne har været mange og det har været den største fornøjelse, at lære et land som Vietnam at kende på så tæt hold. Det har været en følelsesmæssig rejse med mange følelser indblandet. Jeg har lært en masse om et land og et folk, som er meget anderledes end, noget jeg ellers er vant til og især har jeg også lært en masse om mig selv og jeg har oplevet mig selv i situationer, hvor jeg har overrasket mig selv, hvilket har været dybt underligt og grænseoverskridende. Grænser er blevet brudt og flyttet. Jeg har skullet tilpasse mig og til tider tvinge mig selv til at forstå noget som i min verden ellers ville virke dybt frastødende og skræmmende. Ved at prøve at forstå og sætte mig ind i tingene har jeg fået en større forståelse for hvorfor tingene bliver gjort, på den måde de nu bliver gjort på. Det har til tider været rigtig hårdt, at skulle leve i en sådan anderledes verden, som er mile væk fra min egen, men det er gået ganske fint, synes jeg.

 

Første indtryk af Vietnam, var en smule skræmmende, mest på grund af trafikken, der var virkelig voldsom og helt vanvittig, ingen systemer og ingen regler, sådan virkede det i hvert fald. Men hurtigt fandt man ud af, hvordan man skulle handle og befærde sig i trafikken, nok mest for ens egen skyld, for på hospitalet ville man helst ikke ende, og bare tanken om hvor langt tid, det ville tage at nå frem til hospitalet, på grund af alle de mange motorbikes og den tætte trafik, var bare skræmmende i sig selv. Ellers var starten bare nye indtryk efter nye indtryk. Først skulle man vende sig til hele den nye kultur og samtidig skulle man også vende sig til kulturen i børnehaven. Alt var nyt og spændende og energien blev brugt på at suge alle de nye indtryk til sig. Efter et stykke tid fandt man sig til rette og alt blev mere afslappet og normaliseret. Trafikken blev nem at takle, og man turde køre rundt på motorbikes, hvilket man i starten overhovedet ikke ville forestille sig man ville gøre.

 

 

 

 

I børnehaven var der i starten mange frustrationer og misforståelser omkring rigtig mange ting. Ting som jeg ikke kunne sætte mig ind i eller gøre, fordi det gik fuldstændig imod mine egne værdier.

Der var spisesituationen, som jeg også har nævnt tidligere i et rejsebrev. Det foregik på en sådan måde, som jeg havde utrolig svært ved at anerkende og respektere. Jeg havde mange samtaler med lærerne om netop denne situation. Med samtaler og observationer, fik jeg en større og bedre forståelse, hvorfor de gør, som de gør. Der er simpelthen fyringsgrundlag for lærerne, hvis de ikke sørger for, at børnene, får den mængde mad der er beregnet til dem. Forældrene forventer at deres børn får den mad de nu har betalt for.

Jeg har tænkt på, hvordan jeg kunne holde ud, at leve i noget, som er fuldstændig anderledes end den verden, jeg kommer fra, og hvordan jeg har kunnet vende mig til, alle de forandringer og leve i det i 6 måneder? Jeg ved det ikke helt, men tror, at når man bliver sat i situationer, som ikke passer til ens virkelighed, finder man måder man kan ”overleve” på og man tilpasser sig efterhånden, for det er man nødt til, sådan har jeg i hvert fald oplevet det. Det har selvfølgelig også haft en betydning, at David og Jesper har været der, hvilket også har været en stor støtte og så alle de andre danskere vi har mødt og hængt ud med.

 

Engelskundervisningen

Tidligt fra starten i børnehaven, blev jeg tilbudt, at undervise i engelsk. Lærerne og principal, ville meget gerne have, at jeg underviste de ældste børn i børnehaven. Engelskundervisningen, var et lidt nyt projekt, som de ville prøve, at starte op. Da jeg synes det lød interessant og som en god udfordring for mig, sagde jeg ja til at undervise. Vi havde en del møder i starten, og jeg kom med mine ideer om, hvordan jeg synes og troede børnene ville lære mest. Lærerne havde udarbejdet en plan for hvordan det hele skulle forløbe. Primært for hver undervisningstime var, at børnene hver gang lærte tre nye ord, som fx kunne være crayon, pencil og paper. Min opgave var, at udtale ordene på den ”rigtige” måde som de sagde. Hvad er den ”rigtige” måde, spurgte jeg, og de svarede, at det var engelsk med en vestlig accent. Men hvorfor er det den rigtige måde at tale engelsk på spurgte jeg videre, der blev en tænkepause, men så kom svaret, det var fordi det lød bedre end med vietnamesisk accent og så blev man forstået ude i verdenen, okay tænkte jeg, fair nok. Undervisningen var svær at håndtere i starten, de forventede meget af mig. Jeg skulle komme med en masse ideer, hvordan man kunne undervise, så børnene lærte mest muligt. Og så skulle jeg undervise fire klasser fire dage om ugen. Pyha, tænkte jeg, det var mange timer, kunne jeg klare det? Jeg prøvede, men fandt hurtigt ud af, at det var en for stor mundfuld for mig, da der også var en masse planlægning i det, og egentlig så var jeg der jo heller ikke for at være engelsklærer, så jeg tænkte at jeg kun skulle gøre det, hvis jeg havde lyst og fik det ud af det, som jeg ville. Så jeg fik timerne forhandlet ned til to gange om ugen, med lidt modvilje fra lærerne. Jeg forklarede at jeg gerne ville have tid i min klasse og være sammen med ”mine” børn, og at det var hårdt for mig at gøre begge dele. Og så var der jo også det, at jeg var den eneste praktikant i børnehaven, og hvis der havde været flere, ville vi måske have haft en klasse hver. De havde mere eller mindre forståelse for min beslutning og de respekterede den fuldt ud trods alt. Men hvordan, skal man også forklare lærerne, at det er hårdt for mig, når de nu arbejder så vanvittigt meget i forhold til hvad jeg er vant til. At arbejde hårdt for dem, har en helt anden betydning, de knokler jo som store Nordbakker heste ude i marken, det virker helt bindegalt nogle gange. Men engelsktimerne gik godt og jeg har været rigtig glad for at undervise børnene og så fik jeg også mine ideer med ind i undervisningen. Jeg kom med mange forslag til leg og hvordan, man kunne lege at lære engelsk, i stedet for hele tiden, at sidde stille på en stol og lære. Jeg brugte mine pædagogiske forklaringer på, hvordan man kunne lære. Min lærdom fra seminariet, blev nyttefuldt. Jeg forklarede at man husker meget bedre, hvis man bruger kroppen og leger med de ord, børnene skal lære, i stedet for at huske dem udenad. Det kunne de godt se. Så undervisningen endte ud med en blanding af leg, med stadig lidt udenadslære. Men glad har jeg i hvert fald været, for at have undervist børnene, så nu kan jeg føje ”engelsklærer” til mit cv J

 

Betydningen af, at have asiatisk udseende og så ikke være ”rigtig” asiat.

Jeg vil i dette afsnit fortælle lidt om, hvordan det har været, at have asiatisk udseende i et land, hvor stort set alle ligner en selv. Dette vil jeg gøre fordi, det også har fået en betydning og sat tanker i gang hos mig. Jeg er løbende blevet konfronteret med folks uforståenhed, når de har snakket vietnamesisk til mig og jeg så har svaret på engelsk, det har været meget mærkeligt og lidt akavet nogle gange, men også vældigt fornøjeligt til tider. På trods af mit asiatiske udseende og det faktum, at jeg har set ud som alle andre, har jeg aldrig følt mig mere dansk end der. De værdier og det grundlag jeg er vokset op med, ligger så langt væk fra den vietnamesiske kultur og tankegang end noget andet. Ens væremåde, kropssprog, tøjstil, næsten alt virkede så forskelligt. Men selvom forskellene var enorme, følte jeg stadig en tilknytning, men hvordan og hvorfor er jeg ikke helt sikker på. Grunden kan måske være, at jeg har kunnet identificere mig med vietnameserne i forhold til mit asiatiske look og at der et eller andet sted har været en form for genkendelighed i forhold til forskellige ting og så det faktum, at det nok også minder meget om Korea.

Det, at jeg har haft et asiatisk udseende, har betydet, at der er blevet stillet mange spørgsmål i forhold til mit udseende og så det, at jeg kommer fra Danmark. Det har været svært, at forstå, for nogle hernede. Når jeg blev spurgt, hvor jeg kom fra, svarede jeg Danmark og folk så uforstående på mig og tænkte lidt, hvor mange så sagde ”No you don’t look Danmark, I think you Japanese or Chinese”.  I starten prøvede jeg at forklare, at jeg var adopteret fra Korea og jeg havde danske forældre etc. Det blev tit til mange lange nørklede forklaringer, som alligevel ikke gav nogle mening for dem, jeg fortalte det til. Så efterhånden blev mine forklaringer kortere og kortere. Der er rigtig mange der ikke rigtig ved, hvad adoption er, så derfor virkede det svært og meningsløst, at forklare det til dem. Det har medført, at jeg har haft mange sjove samtaler med folk, hvor der er opstået en del misforståelser. Jeg har haft samtaler med folk, hvor de har troet jeg var doktor, hvilke de synes var helt fantastisk. Samtalen startede sådan, at jeg blev spurgt hvor jeg kom fra:

Mand:                                  Where you from?

Mig:                                     I am from Danmark!

Mand:                                  Oh, why, you don’t look Danmark?

Mig:                                     I am adopted from Korea, my parents are Danish.

Mand:                                  Ah, Korea, very ni ( endelsen på nice bliver ikke udtalt).

Mig:                                     Yes, I am adopted from Korea.

Mand:                                  Okay, you are a doctor from Korea, very ni, very ni.

 

Samtalen gik videre, men i sidste ende, blev jeg enig med mig selv om, at jeg var, doktor fra Korea den dag. Der har været mange sjove samtaler og faktisk har en del troet, jeg var doktor.

Der har også været fordele ved mit asiatiske udseende. Det har været dejligt befriende, ikke hele tiden, at blive stoppet på gaden af de mange gadesælgere eller blevet trukket ind i butikker, som fx David og Jesper er blevet. Jeg har bare gået i et med bybilledet og vietnameserne. Det har været en anderledes og sjov oplevelse at gå blandt mængden og se ud som alle de andre vietnamesere. Men samtidig har jeg også haft oplevelser, hvor folk troede jeg var blevet købt, og derefter behandlet mig med mindre respekt, skønt, skønt J som for eksempel, da min far var på besøg, men det kan sagtens også ske i Danmark, så det var ikke rigtig noget nyt.

Jeg har tænkt meget over, at lige meget hvor man kommer fra, vil man hele tiden blive spurgt om, hvor man kommer fra og hvem man er. Og så er det lige meget, hvilken hudfarve man har. Der er en nysgerrighed fra folk og jeg tror, det er nemmere, at sætte sig i relation når man ved, hvor den anden kommer fra.

 

Mine udflugter i Vietnam. Udfordringen, at udforske Vietnam.

Der har været mange fantastiske oplevelser udenfor børnehaven. Der har været en del turer og alle har været lige spændende, på hver deres måde. Halong Bay, fantastisk smukt. At opleve Halong bugten, ved at kajakke rundt i den, var en hel unique oplevelse. Hoi An, skrædderbyen over alle og snorkling ved den mest lækre Bounty ø, der mest af alt lignede noget man havde set på et postkort. Turen til Sapa, endnu en oplevelse der er printet ind i hukommelsen. Mødet med de altid smilende, venlige mennesker man mødte på sin vej. Trods trange kår, var gæstfriheden helt i top og, hvor man end gik, blev man mødt med smil og glæde. Og maden, som var helt fabelagtigt. Maden på vores turer rundt omkring, har helt klart været den bedste vietnamesiske mad jeg har fået her i Vietnam, super lækkert. En hel fisk lavet på den helt rigtige måde, kød der var skåret i de mest fine næsten papirtynde skiver, blandet med grøntsager, nudler og ris i lange baner, supper som man aldrig har smagt det før og frugt der var så saftigt og modent, plukket lige udenfor døren. Når jeg tænker tilbage på alt det mad, vi har fået serveret, får det mundvigende til at løbe i vand. Det var simpelthen så lækkert.

 

Evigt minde

Tiden i Vietnam har været præget af mange følelser og selvom det til tider har virket rigtig hårdt og uoverskueligt kommer jeg til at mindes denne tur som fantastisk og med masser af gode minder.

Det, at have tilbragt 6 måneder i Vietnam, har været en kæmpe oplevelse og helt fantastisk berigende på mange områder og jeg kommer til at savne dette land med alle dets herligheder. For 6 måneder siden havde jeg ikke særlig meget kendskab til Vietnam og jeg ville ikke have troet, at jeg ville komme til at kunne holde så meget af et så anderledes land, som Vietnam i aller højeste grad er. Det at have haft den helt tætte kontakt med landet og befolkningen har haft stor betydning for mig. Det har været en følelsesmæssig rutschetur, som både har mindsket fordomme og åbnet mine øjne til så meget mere. Praktikken og studietiden her, har været ud over alt forventning og kombinationen af, at kunne arbejde i børnehaven og samtidig opleve en masse af landet ved at rejse rundt, har været et kæmpe privilegium.

Hele denne tur til Vietnam har givet mig meget mere lyst til, at se mere af verdenen og udforske den, så jeg skal helt sikkert snart ud på tur igen.